Pressemeddelelse, der udsendtes torsdag den 03.03.2011, er udfærdiget af DcH’s hovedbestyrelse, efter et utal af henvendelser om den kontroversielle Cesar Millan, samt høring i landsudvalgene uddannelsesudvalget og konsulentudvalget.

 

DcH advarer imod Cesar Millan og hans metoder.

Kvælerhalsbånd, stødhalsbånd, spark er ikke vejen frem, når din hund skal trænes – heller ikke selvom metoderne bliver anbefalet af Cecar Millan.
Det fastslår Danmarks civile Hundeførerforening DcH, der organiserer op mod 17.000 danske og færøske hundeejere og har mere end 70 års erfaring med hundearbejde. Blandt andet tilbyder foreningen gennem sine lokalforeninger over hele landet hvalpetræning og efterfølgende lydighedstræning.
- Vi advarer mod Cesar Millan og ikke mindst hans metoder, fordi vi ved, at han til maj kommer til Danmark i forbindelse med sin verdensturné, siger Hans Tonsborg, der er forretningsfører i Danmarks civile Hundeførerforening DcH.
- Samtidig promoverer danske nyhedsmedier ham uvidende om hvilke skader, de risikerer at påføre danske hunde og deres ejere, når folk på egen hånd prøver Millans metoder

Selvudlært hundetræner
Mexicanske Cesar Millan er en selvudnævnt hundetræner og adfærdsbehandler, der siden er blevet populær i USA med eget hundeprogram.
Han har aldrig taget en uddannelse indenfor hundetræning og adfærdsbehandling, og han har udtalt, at han aldrig tager imod råd, diskuterer træning eller ændrer sine teknikker. Alle hans programmer indledes desuden med en advarsel om, at man aldrig må gøre brug af hans metoder derhjemme.
- Millans succes har fået både danske og internationale dyrlægeorganisationer, hundeforeninger og andre eksperter til at kritisere hans metoder, siger Hans Tonsborg, der forklarer:
- Cesar Millan står for et gammeldags syn på hunden, hvor store som små problemer skal løses med forskellige grader af magtanvendelse. Det bygger på en forældet opfattelse af hunden som et laverestående væsen, der skal acceptere sin plads i et hierarki.

Hundemødre er kærlige og omsorgsfulde
Forskere i hundeadfærd har i årevis tilbagevist teorier om hierarkier, hvor der findes én og kun én leder. At hunden er et væsen, der stræber efter at omvælte familiens overhoved og tage magten. At straf derfor er nødvendigt over for hunden, fordi den skal underkaste sig.
- Tit retfærdiggøres straf med, at sådan virker modernatur jo, når hundemoderen rusker lidt i nakkeskindet eller bider i øret på sin uopdragne hvalp. Men forskningen har i over 20 år afvist, at det forholder sig sådan.
Men hundemødre straffer ikke deres hvalpe, de er derimod kærlige og har en utrolig høj tolerance. Også opdrættere oplever det. Hundemødre, der reagerer anderledes opfattes i forskningen som afvigere, der er meget få af dem, og det er højst sandsynligt fordi de er syge, traumatiserede eller har en fysisk lidelse.
Forskere i hundeadfærd har kæmpet for at få blødt op på de gammeldags opfattelser, og Cesar Millan taler dermed mange års adfærdsforskning midt imod og kan være skyld i, at vi ”bombes tilbage til stenalderen,” siger Hans Tonsborg.

Millans metoder ulovlige i Danmark
DcH bruger mange ressourcer på at uddanne sine trænere i brugen af positive metoder, og DcH’s tilgang til hunde er derfor ikke foreneligt med de metoder, Cesar Millan gør brug af.
- Hans metoder består bl.a. i brug af kvælerhalsbånd, stødhalsbånd, flooding, straf, spark og tvinge hunden til at dreje rundt for at befæste sin dominans. Det er en forældet og brutal træning, som burde være blevet smidt på møddingen for længst, og det er ikke metoder, vi bruger i DcH.
- Desuden er Millans metoder smertefulde for hunden og dermed ulovlige i Danmark.

Positiv træning virker
Positive træningsmetoder har en dokumenteret langt højere succesrate end Cesar Millans hårde metoder.
- De metoder, som Cesar Millan gør brug af, kan føre til, at aggressionsniveauet hos hunden stiger, og en aggressiv hund kan risikere at skade sin ejer, børn og andre kæledyr.
- Det er derudover velkendt, at de adfærdsproblemer, der forsøges løst ved brug af hårde metoder/Cesar Millans metoder vender tilbage, og hvad gør man så?
Positive træningsmetoder styrker derimod båndet mellem hund og ejer.
- Det kræver dog lidt mere arbejde og dedikation, fordi man her arbejder med hundens hjerne, men det er det værd. Adfærdsproblemer kan ikke løses med et trylleslag, det kan end ikke en selvudnævnt ”hundevisker” fra Mexico, fastslår Hans Tonsborg.

 

Yderligere oplysninger kontakt:
Forretningsfører Hans Tonsborg
Sekretariatet, Landsforeningen Danmarks civile Hundeførerforening DcH
Banevej 9
8700 Horsens
Tlf. 75 65 65 37 / 30 23 65 37
Mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Web:  www.dch-danmark.dk
Foto: http://www.pressport.dk/picture/Hans-tonsborg-7361.aspx?id=Hans-tonsborg

Eller
Politisk formand John Bermann
Landsforeningen Danmarks civile Hundeførerforening DcH
Gårdboesvej 5
9800 Hjørring
Tlf. 98 92 13 61 / 41 22 61 26
Mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Web: www.dch-danmark.dk